Bygge- og anlægsaffald

Affald fra bygge- og anlægsprojekter skal sorteres og genanvendes i størst muligt omfang. Dette nedbringer mængden af affald til forbrænding og deponering, og mindsker forbruget af nye ressourcer.

Du skal som bygherre anmelde dit bygge- og anlægsaffald senest to uger, før du går i gang med et projekt, som f.eks. nedrivning, renovering, tilbygning og nybyggeri. Alle typer affald skal anmeldes uanset om det er uforurenet, genanvendeligt, forbrændingsegnet eller deponeringsegnet.

Anmeldelse af bygge- og anlægsaffald 

Før du går i gang med renovering eller nedrivning, skal du anmelde til kommunen, hvad byggeaffaldet består af, og hvor meget der er. Vi skal have din anmeldelse senest 14 dage, før du går i gang når:

  • Dit byggearbejde omfatter mere end 10 m2 af en bygning eller anlæg, eller der bliver mere end et ton affald 
  • Du skal udskifte termoruder fremstillet i perioden 1950-1977
  • Du skal fjerne asbestholdige materialer
  • Du skal af med farligt affald, f.eks. maling med bly eller byggeaffald med PCB 

Du skal anmelde byggeaffaldet på www.bygningsaffald.dk eller via Byg og Miljø

Det er bygherrens ansvar at sørge for de nødvenlige anmeldelser, også selv om der er rådgiver, entreprenør eller håndværker til at udføre og styre arbejdet.
Bemærk byggeaffald må først fjernes fra aktivitetsadressen, når I har modtaget en færdigmelding i bygningsaffald.dk.

Du skal benytte NemID for at anmelde byggeaffald. Den første gang du benytter systemet, skal du efter NemID klikke på "Tilmeld" og oprette dig som bruger.

Din anmeldelse skal indeholde oplysninger om affaldstype, transportør og modtager. Kommunens behandling af din anmeldelse går hurtigere, hvis alle de nødvendige oplysninger bliver fremsendt med det samme. Vær opmærksom på, at du skal sende supplerende dokumentationsmateriale, som for eksempel miljøkortlægning, sammen med din anmeldelse.

Screening for PCB 

Er bygningen, anlægget eller dele heraf opført eller renoveret i perioden fra 1950 - 1977, er der risiko for, at der kan være brugt materialer, som indeholder PCB.

Du skal derfor foretage en screening, inden du går i gang med at bygge eller rive ned. Når du anmelder dit byggeaffald til kommunen er der indbygget en PCB-screening i skemaet.

Hvis der svares ja til et eller flere af spørgsmålene i PVC-screeningen, skal der foretages en kortlægning af bygningen, anlægget eller dele heraf.

For udarbejdelse af en kortlægning anbefaler vi, at du kontakter et professionelt firma.

Foruden PCB kan der i ældre bygninger findes andre miljøfarlige stoffer for eksempel asbest og gammel maling med indhold af bly, zink, kviksølv mm.

Læs mere om hvordan du håndterer PCB-holdige byggematerialer 

Grænseværdier 

Hvis du har brug for at kende grænseværdierne, er du velkommen til at tage fat i os på toender@toender.dk

Sortering af byggeaffald

Det er producenten af affaldet, der har ansvaret for, at affaldet bliver korrekt sorteret i forskellige typer. 

Farligt affald, PCB- eller asbestholdigt affald og termoruder skal altid frasorteres og anmeldes sammen med andet bygge- og anlægsaffald. 

Resten af byggeaffaldet skal kildesorteres på byggepladsen mindst i fraktionerne: 

  • Natursten 
  • Uglaseret tegl 
  • Beton 
  • Blandinger af natursten, uglaseret tegl og beton 
  • PCV, (hård) - genanvendeligt 
  • Imprægneret træ 
  • Rent træ
  • Jern og metal 
  • Gips 
  • Stenuld 
  • Jord 
  • Asfalt 
  • Blandinger af beton og asfalt
  • Andet

Genanvendelse af rent byggeaffald 

Man må frit anvende ikke-forurenet og kildesorteret tegl og beton som erstatning for naturlige sten- og grusmaterialer. Affaldet skal være knust i en størrelse svarende til det, det skal erstatte, f.eks. som stabilgrus. Derfor skal det nedknuses til max. ø90 mm.

Kildesorteret betyder, at betonbrokkerne skal være uden rester af andre materialer som armeringsjern, tegl, glas, asfalt, isolering og fugemasse.

Affaldet må heller ikke indeholde imprægneret træ, PCB-fugemasse, tjære, sod, rester af maling og lak, eller andre skadelige stoffer, der kan forurene jord eller grundvand.

Midlertidige støvende og støjende aktiviteter

Du skal anmelde midlertidige støvende eller støjende aktiviteter i forbindelse med byggeri, renovering og nedrivning til kommunen senest 14 dage inden arbejdet begyndes.

Midlertidige aktiviteter er tidsbegrænsede aktiviteter, som kan medføre gener for omgivelserne i form af støj eller støv – for eksempel:

  • større nedrivningsarbejder 
  • facaderensning 
  • knusning af bygge- og anlægsmaterialer 
  • brug af mobile asfalt-/jordbehandlingsanlæg

Vurderer kommunen, at der kan opstå uacceptable gener i forbindelse med aktiviteten, kan den stille vilkår f.eks. om naboorientering, inddækning, valg af arbejdsmetoder og maskiner. 

Du finder en vejledning og et anmeldelsesskema øverst på siden under "Betjen dig selv".

Siden er opdateret:
23.01.2020