Valg til Europa-Parlamentet

I perioden mellem den 23. og 26. maj er der valg til Europa-Parlamentet i alle EUs 27 medlemsstater.

I Danmark finder EU-valget sted søndag den 26. maj mellem kl. 9.00 og kl. 20.00. Her skal vi vælge 14 medlemmer til Europa-Parlamentet. I dag har Danmark 13 pladser i parlamentet i Strasbourg, men da Storbritannien som bekendt forlader EU, ændres fordelingen, og det samlede antal pladser reduceres fra 751 til 705. I den sammenhæng får Danmark én plads mere.

I Tønder Kommune er der i alt 22 afstemningssteder fordelt ud over hele kommunen. Som vælger er du tilknyttet det afstemningssted, der ligger tættest på din hjemadresse. Valglokalerne er åbne fra kl. 9.00 til kl. 20.00

Se oversigten over afstemningssteder her

I Tønder Kommune er der 28.310 stemmeberettigede. Hvis du har stemmeret, modtager du ca. en uge før valget og senest den 21. maj et valgkort, som du bedes medbringe, når du stemmer. Det er dog muligt at få udskrevet et erstatningsvalgkort på afstemningsstedet, hvis du skulle have glemt det. Det fremgår af valgkortet, hvilket afstemningssted du skal benytte.

På valgdagen kan du stemme i tidsrummet mellem kl. 9.00 og 20.00.

Brevstemme

Hvis du er forhindret i at møde op på valgstedet på selve valgdagen, kan du i stedet brevstemme. Brevafstemningen er i gang, og sidste frist for at brevstemme til EU-valget er torsdag den 23. maj 2019.

Hvis du ønsker at brevstemme, skal du henvende dig i Borgerservice inden for normal åbningstid. Husk at medbringe gyldig legitimation.
Du skal ikke nødvendigvis brevstemme i din egen kommune. Du kan brevstemme i en hvilken som helst kommune i Danmark.

Læs mere om brevafstemning her

Kandidater

Du kan se listen over opstillede kandidater i Danmark til Europa-Parlamentet her 

EU-borgere i Danmark

Hvis du er statsborger i et andet EU-land (EU-borger) og bor fast i Danmark, kan du stemme til Europa-Parlamentsvalget her i landet. Men det kræver, at du er optaget på valglisten. Det skal du søge om. Fristen for at søge optagelse til valget i år var den 23. april. Men hvis du søgte og blev optaget på valglisten ved valget allerede i 2014, er du også optaget på listen til valget i år.

Yderligere information

Du kan læse meget mere om EU-valget på borger.dk og på Folketingets hjemmeside. Her finder du blandt andet oplysninger om valgret og valgbarhed, og du kan se, hvem der stiller op.

Siden er opdateret:
13.05.2019