Den grønne trepartsaftale kan kun blive en succes gennem stærkt lokalt samarbejde. Derfor har Tønder Kommune etableret en Lokal Lokal Trepartsgruppe, hvor aktørerne bidrager aktivt til løsningerne.

Den Grønne Trepart er en politisk aftale mellem Regeringen, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer og arbejdsmarkedets parter.  Aftalen baner vejen for en historisk arealomlægning på tværs af Danmark, hvor 43 mia. kr. skal sikre mere skov, natur og et bedre vandmiljø.

En fælles indsats for bæredygtig arealforvaltning
2025 er startet med intens aktivitet omkring den grønne trepart i alle landets kommuner, og Tønder Kommune er ingen undtagelse. Torsdag var repræsentanter fra Spiras, Sønderjysk Familielandbrug, LHN, Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og forvaltningen samlet for anden gang, for at drøfte den strategiske omlægning af landbrugsarealer.

Bo Jessen, repræsentant udpeget af Kommunalbestyrelsen til den Grønne Trepart og leder gruppens arbejde, understreger vigtigheden af den lokale forankring:

- Aftalen kræver, at vi samarbejder bredt og tænker strategisk. Den lokale trepartsgruppe sikrer, at vi har de rigtige parter med ved bordet.

Landbrugets rolle i den grønne omstilling
Landmand Bo Bejer, Spiras, der driver en stor bedrift med 600 frilandsgrise ved Løgumkloster, ser stor værdi i den lokale tilgang:

- Det er afgørende, at vi som landbrugsorganisationer får en reel stemme i processen. Vi ønsker en grøn omstilling, der fungerer i praksis – og det kræver, at alle aktører inddrages.

Borgere og lodsejere vil ifølge Bo Bejer blive inddraget i processen vedr. arealomlægningen over sommeren og efteråret.

Mere sammenhængende natur og langsigtet planlægning  
Gunvor Vibe Egholm Sørensen fra Danmarks Naturfredningsforening ser den grønne trepart som en mulighed for at tænke bredere:

- Vi arbejder for mere sammenhængende natur. Når vi alligevel omlægger landskabet, bør vi udnytte chancen for at skabe bedre forhold for biodiversiteten.

Kommunen har igennem flere år oplevet et stigende pres på arealanvendelsen og bruger derfor trepartsaftalen til at udvikle en langsigtet arealstrategi. Bo Jessen påpeger nødvendigheden af en strategisk tilgang:

- Hvis vi skal imødekomme både landbrugsproduktion, klimatilpasning, naturbeskyttelse og erhvervsudvikling, må vi tænke helhedsorienteret. Den grønne trepart er derfor en afgørende brik i vores arbejde med planlægning at kommunens areal.

Tønder Kommune deltager i to regionale trepartssamarbejder:

  • Den Lokale Trepart Vidå-Kruså (sammen med Aabenraa, Haderslev og Sønderborg kommuner)

  • Den Lokale Trepart Vadehavet (sammen med ni andre kommuner)


Omlægningsplanerne i Den Grønne Trepart skal være godkendt i kommunerne inden udgangen af 2025.