Tønder Station er en markant og historisk bygning i Tønder. I dag står stationen ubenyttet hen, men nu skal den gamle bygning sættes i stand og have nyt liv for en række kulturelle aktiviteter for både borgere, musikentusiaster og andre gæster.
"Stationen er en unik, historisk bygning og den fortjener en bedre skæbne, end at stå og forfalde. Derfor har Tønder Kommune valgt at købe den, fordi vi kan se nogle spændende muligheder med bygningen", fortæller Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen.
Tønder Kommune vil sammen med Tønder Festival og Lokalhistorisk Forening For Gl. Tønder Kommune omdanne DSB stationsbygningen til et Folk og Roots musik center, som skal være et både nationalt og internationalt samlingssted. Her skal bl.a. en ny Hall of Fame være med til at tiltrække gæster fra både ind- og udland. Den nye Hall of Fame for folkemusikken bliver det det eneste af sin art I Danmark.
Tanken er desuden også, at man vil skabe et besøgssted, som også skal have en scene, som både kan benyttes under festivalen og ved andre lejligheder.
Stationsbygningen skal derudover indeholde et folkemusikarkiv, Lokalhistorisk Forening for Gl. Tønder Kommune samt være kontor og mødested for Tønder Festival. Samtidig skal der opbygges et samlingssted der tilbyder en scene for musik fra kunstnere, for kommunens kultur- og folkeskoler samt arrangementer som fx foredrag.
Hos DSB Ejendomme er man glad for, at der nu igen kommer liv i den gamle stationsbygning.
"Vi synes det er nogle spændende planer, som aktørerne i Tønder har med bygningen. Det vil skabe masser af liv på Tønder Station både for brugerne inde i bygningen og for vores kunder udenfor", fortæller Lars Gøtke, der er underdirektør i DSB Ejendomme.
I Tønder Kommune er man helt opmærksom på, at stationsbygningen efter at have stået ubenyttet hen i flere år har behov for en gennemgribende renovering, og at det vil være forbundet med betydelige omkostninger.
"Vi vil naturligvis se på mulighederne for at søge fondsmidler til hele renoveringen, og jeg tror bestemt der er gode muligheder for at der er fonde, der vil synes det er spændende og som vil bakke op om projektet", fortæller Jørgen Popp Petersen.
Poul-Henrik Jensen er næstformand i Tønder Festivals fondsbestyrelse og formand for folkemusikarkivet, og han glæder sig over, at Tønder Kommune nu har købt stationsbygningen.
"Nu kan vi få sat endnu mere fart på processen med at søge fondsmidler og få renoveret bygningen. Jeg er overbevist om, at vi sammen med Tønder Kommune vil kunne give borgerne i Tønder Kommune og alle de gæster der kommer ude fra et spændende, nyt kulturtilbud", fortæller Poul-Henrik Jensen.
Tønder Kommune og Tønder Festival havde i november 2021 foretræde for Folketingets Kulturudvalg som var positiv over for planerne med stationsbygningen.
Flere partier har givet udtryk at ville medvirke til at finde midler til opstart og fortsat støtte senere.