I et tæt samarbejde med AsylSyd er Tønder Kommune i fuld gang med at håndtere de opgaver der venter, når det store rykind af ukrainske flygtninge begynder.
Så længe flygtningene er en del af asylsystemet, håndteres de praktiske opgaver primært af asylsystemet. Mange ukrainske flygtninge opholder sig i Danmark på et turistvisum, og dermed har kommunerne ikke lov til at yde hjælp. En ny særlov der giver ukrainerne opholdstilladelse i Danmark forventes gennemført i Folketinget i næste uge, og det betyder, at der for alvor bliver travlt ude i de danske kommuner.
"Når de ukrainske flygtninge får deres opholdstilladelse, så betyder det, at de er berettiget til en række af de samme ydelser, som alle andre borgere modtager, fx hjælp til at finde en bolig, skolegang til børnene og dagtilbud til de mindste" fortæller fagchef Thomas Dam, der er leder af den aktionsgruppe, Tønder Kommune har nedsat.
Aktionsgruppen består af medarbejdere fra forskellige dele af den kommunale organisation, og har til opgave at få koordineret og strømlinet indsatsen bedst muligt.
Helt overordnet er Tønder Kommunes opgave at udbetale ydelser, hjælpe med at finde bolig, integrationspakker (køkkengrej og indretning af boligerne), give familier med børn skole- og dagtilbud, tilbyde pædagogisk/psykologisk rådgivning til børn, der har behov, og så er der også arbejdsmarkedsdelen, hvor jobcentret skal hjælpe flygtninge med opholdstilladelse med at finde arbejde.
Fra de ukrainske flygtninge søger og til de får opholdstilladelsen går der formodentlig omkring en måned. I den periode skal der findes midlertidig indkvartering til flygtningene. Her er kommunens medarbejdere i fuld gang med at finde ledige boliger i hele Tønder Kommune både i egne ejendomme, ved boligselskaberne og hos private udbydere
Tønder Kommune modtager i disse uger mange henvendelser fra borgere, der gerne vil hjælpe de ukrainske flygtninge. Og selvom Thomas Dam godt kan forstå, at man som privatperson vil give en hjælpende hånd, har han en klar anbefaling til alle, der vil hjælpe:
"Tag kontakt til de etablerede nødhjælpsorganisationer. De ved, hvordan man håndterer situationer som denne, og de ved også, hvor behovet for hjælp er størst, fortæller fagchef Thomas Dam og tilføjer, at Røde Kors for eksempel har etableret et callcenter, som hedder "Røde Kors Parat". Her kan man som frivillig registrere sig og blive henvist til konkrete opgaver, når behovet opstår i de enkelte lokalområder.
Tønder Kommune har oprettet en hotline for borgere og ukrainere der har spørgsmål til kommunen. Her vil man kunne skrive ind og få svar på de spørgsmål der ligger inden for kommunens ansvarsområder.
Mailadressen hedder: Ukraine@toender.dk
Kommunen anbefaler også, at alle ukrainske borgere, der ankommer til Danmark kommer gennem Politiets modtagecenter i det tidligere rådhus i Bov, hvor de kan blive registeret.