Det er en stor sejr for den grønne omstilling i Tønder Kommune, mener borgmester Jørgen Popp Petersen:

”Vi har haft en konstruktiv dialog på tværs af flere ministerier, og vi er meget tilfredse med, at vi nu kan arbejde videre med langt størstedelen af vores VE-projekter. Vindenergi spiller en central rolle i kommunens udvikling, og vi er glade for, at vi sammen har fundet en løsning, der både tilgodeser forsvarsinteresser og den grønne omstilling.”

God dialog mellem kommune og forsvar

Sagen udspringer af en problemstilling vedrørende Forsvarets flyvekorridorer, som tidligere blokerede for flere vindmølleprojekter i den nordlige halvdel af Tønder Kommune. Disse korridorer er nødvendige for at sikre kampflyenes træning og sikkerhed, men begrænsede samtidig mulighederne for opsætning af vindmøller. Udfordringen er, at de nye typer af vindmøller har en højde på op til 180 meter, mod de ældre modellers lavere højde, og det påvirker de sikkerhedsmæssige forhold under lav flyvning.

Vindenergibranchen har rakt ud til Forsvaret for at finde en løsning på problemstillingen og derfor har Tønder Kommune sammen med Esbjerg og Haderslev Kommuner været i løbende dialog med Forsvarsministeriet over det seneste halve år. Efter en grundig proces er det nu besluttet, at flyvekorridorerne kan justeres, og dermed er denne barriere for projekternes realisering ryddet af vejen.

Større plads til grøn energi

Den endelige beslutning betyder, at følgende VE-projekter i Tønder Kommune nu kan fortsætte planlægningsprocessen:

  • Energipark Drengsted
  • Vindpark Visby-Borg
  • Energipark Vollum Enge
  • Vindpark Arild
  • Energipark Haved
  • Toftlund Energipark (med fortsat respekt for højderestriktioner omkring flyvestationen)

Dog må projekterne Gasse Hede og Energianlæg sydvest for Åbøl enten tilpasses eller i sidste ende opgives på grund af deres placering i forhold til de justerede flyvekorridorer.

  • Energipark Gasse Hede indeholder et areal på ca. 45 hektar til solceller samt otte vindmøller med en totalhøjde på 150 meter.
  • Energianlæg sydvest for Åbøl indeholder både et areal på 170 hektar til solceller samt 15 vindmøller med en totalhøjde på 125 meter.

Borgmester Jørgen Popp Petersen anerkender, at det ikke er den fulde løsning, som kommunen oprindeligt havde ønsket sig, men understreger, at det er et stort skridt i den rigtige retning:

”Selvfølgelig havde vi gerne set, at alle projekter kunne gennemføres, men vi anerkender også Forsvarets behov for operative træningsmuligheder. Den løsning, vi har opnået, er langt bedre end udgangspunktet, hvor kun ét projekt kunne realiseres. Det er meget positivt at det gode samarbejde mellem ministerierne og kommunerne har båret frugt.”

Med denne beslutning er en af de større barrierer for arbejdet med den grønne omstilling ryddet af vejen og Tønder Kommune fortsætter som hidtil med at sikre en større produktion af vedvarende energi i de kommende år.