Med boller, kakao, lækkerier og politibesøg bliver skolepatruljerne rundt om på kommunens skoler fejret og hædret i forbindelse med kampagnen Den Sureste Uge.
Morgen efter morgen - uanset regn og blæst eller sne og slud står skolepatruljerne på deres plads. Nogen uger er det mere surt end andre. Det gælder især uge fem, som af Rådet for SikkerTrafik er udpeget til at være den sureste uge af alle for skolepatruljerne.
Derfor er der i uge fem ekstra fokus på skolepatruljerne, og rundt om på skolerne bliver de fejret med f.eks. varm kakao og andre lækkerier.
- Skolepatruljerne fortjener virkelig at få en hyldest og anerkendelse for det arbejde, de gør. De er med til at sikre, at vores elever kommer sikkert i skole, og sender et vigtigt signal til bilisterne om, at her kører de på en skolevej, hvor det er nødvendigt at være ekstra opmærksom, fortæller borgmester Jørgen Popp Petersen.
Trafiksikkerhedsrådet i Tønder Kommune sponsorerer sammen med Rådet for SikkerTrafik og LB-forsikring en kæmpe æske chokolade til skolepatruljerne i Tønder Kommune.
Som et ekstra tilskud giver Trafiksikkerhedsrådet derudover 1.000 kr. til hver skole med skolepatrulje. Pengene bliver brugt til lidt ekstra forkælelse og anerkendelse af skolepatruljen ude på de enkelte skoler.
Også Politiet har fokus på skolepatruljerne og deres arbejde i uge fem, hvor flere skolepatruljer kan forvente besøg af Politiet.
Invitation til pressen
Onsdag den 31. januar besøger den lokale landbetjent Jan Nielsen skolepatruljen ved Bredebro Filialskole kl. 7.15. Efter der er ringet ind til almindelig skoledag, samles skolepatruljen til en lille sammenkomst, hvor skolepatruljen vil blive fejret for deres indsats for at sikre skolevejene. Pressen er velkommen til at deltage.
Adresse: Bredebro Filialskole, Trælborgvej 1, 6261 Bredebro
Fakta om "Den Sureste Uge"
"Den Sureste Uge" er en årligt tilbagevendende kampagne i uge 5 med formålet at anerkende landets skolepatruljer for deres vigtige arbejde. Netop uge 5 har tradition for at være den mørkeste, vådeste og koldeste – og dermed sureste – tid at stå skolepatrulje, og der skal skolepatruljerne have et ekstra skulderklap som tak for indsatsen.
Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag kampagnen, som inviterer alle kommuner, politikredse og skoler med skolepatruljer til at deltage.