Ifølge den ladestanderstrategi, der er vedtaget i Tønder Kommune, skal der i løbet af i år og næste år – 2023 og 2024 – opsættes 83 ladestandere rundt om i kommunen.
De første 66 ladestandere bliver sat op i 2023, mens de resterende 27 bliver sat op i 2024.
Tønder Kommune har blandt andet spurgt borgerne om input til, hvor ladestanderne skal placeres, ligesom der har været dialogmøder med boligforeninger, lokalråd, Visit Rømø & Tønder og der er lavet spørgeskemaundersøgelser blandt kommunens virksomheder.
I Tønder Kommune estimeres det, at der i 2030 vil være cirka 7300 elbiler.
92 procent af husstandene i Tønder Kommune vurderes at kunne opsætte en ladeboks på egen grund. Der er altså betydeligt flere i Tønder Kommune, som vil kunne lade hjemme end landsgennemsnittet på 68 procent.
Men særligt turistsegmentet er af stor betydning i Tønder Kommune. Hvert år besøges Tønder Kommune af et stort antal turister, som med tiden også vil have et øget behov for offentligt tilgængelige ladestandere, så der er også fokus på at opfylde dette behov.
Ladestanderstrategien harmonerer med Tønder Kommunes Visions- og Strategiplan, hvor der arbejdes ambitiøst og strategisk med vores DK2020 klimahandlespor og –indsatser.
I Visions- og Strategiplanen hedder det blandt andet:
”I Tønder Kommune tager vi medansvar for den lokale grønne omstilling…..Klimahandlesporet samarbejder om at reducere de CO2 udledninger, der stammer fra transport og bringer alternative mobilitetsformer i spil der gavner klimaet og det gode liv i Tønder Kommune.”