Efter cirka 20 år i Tønder Kommune har kommunaldirektør Klaus Liestmann besluttet sig for at søge nye udfordringer, når hans nuværende kontrakt udløber til næste år.

"Jeg har nu samlet set været i Tønder Kommune i ca 20 år, hvor jeg gennem årene har haft rig mulighed for at udvikle mig. Jeg er glad for min tid i Tønder Kommune og er utroligt stolt over at have fået muligheden for stå i spidsen for den samlede organisation. Men jeg føler, at tiden er kommet til at søge nye udfordringer", fortæller Klaus Liestmann.

Kommunaldirektøren glæder sig over, at de resultater man har opnået i organisationen, og understreger, det har været - og er - en fornøjelse at arbejde med Tønder Kommunes dygtige og engagerede medarbejdere.

Borgmester Henrik Frandsen beklager, at Klaus Liestmann har valgt at stoppe, og roser kommunaldirektøren for det arbejde han gennem årene har udført for Tønder Kommune.

"Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ærgrer mig over, at Klaus Liestmann har valgt at søge nye udfordringer. Både som kommunaldirektør, og inden det som direktør i fagforvaltningerne, har det været en fornøjelse at arbejde sammen med Klaus, der altid har arbejdet loyalt for at føre Kommunalbestyrelsens beslutninger ud i livet", fortæller Henrik Frandsen.

I sin tid som kommunaldirektør har Klaus Liestmann igangsat en række initiativer, som har det til fælles, at de har bidraget til at skabe et stærkt ejerskab til Kommunalbestyrelsens visions og strategiplan.

Henrik Frandsen påpeger endvidere, at Klaus Liestmann har lagt et stort arbejde i at udvike organisationen på de indre linjer, hvor man blandt andet har implementeret nye leveregler og et nyt ledelsesgrundlag. Desuden har Klaus Liestmann haft fokus på ledelsesudvikling og udvikling af medinddragelse og trivsel, hvad der blandt andet har resulteret i, at Tønder Kommunes sygefravær er faldende for 3. år i træk.

"Det bliver selvfølgelig ikke uden vemod, når jeg til næste år siger farvel til alle de
gode kollegaer og samarbejdspartnere jeg har haft gennem mine år i Tønder Kommune. Men jeg ved heldigvis, at det er en sund og velfungerende kommune, som min efterfølger får fornøjelsen af at stå i spidsen for", fortæller kommunaldirektøren, der fortsætter i sin stilling frem til 31. maj 2021.

Klaus Liestmann har været kommunaldirektør i Tønder Kommune siden 2016 og har tidligere været direktør for forvaltningen Børn & Skole, Kultur & Fritid samt for forvaltningen Social, Arbejdsmarked, Sundhed.