Fremgangsmåden er udspekuleret. Først ringer en mand, der udgiver sig for at være fra banken , og han virker meget venlig og overbevisende.

Kort efter dukker han op på adressen og får udleveret hævekort. I et tilfælde sagde han: ”Nu jeg er her, skal jeg så ikke tage dine smykker med i bankboksen?” – hvorefter han stjal smykkerne.

Der har også været et tilfælde, hvor en mand har udgivet sig for at være fra hjemmeplejen og stjålet både hævekort og sygesikringsbevis.

Indtil videre er tre ældre borgere i Tønder midtby blevet ofre for denne form for bedrageri, og vi frygter, at tricktyven vil forsøge sig igen.

Vi opfordrer derfor kraftigt til, at alle, der er i kontakt med ældre mennesker, tager en vigtig snak med dem om, at de ALDRIG må udlevere hævekort, værdigenstande eller personlige oplysninger - uanset hvor troværdige personer virker – heller ikke hvis de påstår at være fra banken eller hjemmeplejen.

Vær opmærksom på, at

  • Bankens medarbejdere vil aldrig bede om hævekort, sygesikringsbevis, oplysninger om MitID eller værdigenstande. De dukker heller ikke op i privaten.
  • Hjemmeplejens medarbejdere er altid iført ens kitler og bærer ID-kort, som man kan bede om at se. De vil heller aldrig bede om at få udleveret kort, koder og værdigenstande.

Vi håber, at man vil tage en snak med de ældre, man kender - så vi sammen kan forhindre, at flere bliver ofre for disse tricktyve.