Værd at vide
Brøns er en stationsby mellem Vadehav og skov. Omkring byen er der store og små landbrug, feriehuse, fiskevand, Nationalpark og foreningsliv. De små børn passes i byens børnehave, og de større børn går i skole i byer tæt på, hvor man hurtigt kan hoppe på toget til både Esbjerg, Ribe og Tønder og naturligvis også længere ud i verden.
Der bor mange initiativrige mennesker i alle aldre, og derfor er der også mange fællesskaber. Hvert år er der marskløb, byfest, Sankthans fest, fastelavnsfest, strikkeklubbens arrangementer og et julearrangement, hvor der er tradition for at børnene ‘vækker’ Julemanden. Derudover er byen aktiv omkring Danmark Dejligst, en gratis musikfestival, der afholdes i Brøns hvert tredje år.
Byens fiskeriforening er aktiv omkring Brøns Å, der løber ud i Vadehavet. Her er der chance for at fiske både laks og havørred, og foreningen har sørget for madpakkepladser langs åen og fiskekort kan købes med Mobile Pay.
I Brøns findes en maskinforretning, der giver arbejdspladser, også til de omliggende landsbyer, og forretningen har kunder i hele landet. Derudover har vi Brøns Kro, der er en fantastisk virksomhed og et mødested, der samler alle til både private og offentlige arrangementer.
Fakta om Brøns
Historie og særkende
Det gamle toldsted ved Brøns Å, Brøns Skov - en andelsskov plantet af møller Lydik Jacobsen, Brøns Mølle. Skønne huse i tysk byggestil, side om side med gamle bondehuse - og så ligger Danmarks længste landsbykirke i Brøns.
Demografi
I Brøns bor der omkring 400 indbyggere og ca. 700 i lokalområdet. De bosatte er en god blanding af unge og ældre og mange pendler mod både Tønder og Esbjerg.
Geografi
Vi mødes i Brøns Park, på stadion, trinbrættet, og kroen, som ofte er samlingssted med kultur og eventtilbud. Togforbindelse mod både nord og syd gør byen attraktiv som bosætningsby for familier.
Forenings- og fritidsliv
Idrætsforening, Jagt- og fiskeriforening, spejderforening, snapselaug, historisk forening, politiske foreninger og meget mere. Turister kommer for at besøge diget, skoven og kroen.