Tønder Kommune ønsker at være en attraktiv arbejdsplads.at kunne fastholde vores nuværende medarbejdere og at kunne rekruttere nye. Vi ved, der i fremtiden kommer til at mangle medarbejdere. Vi ønsker at imødegå denne udfordring gennem en målrettet indsats for at være en attraktiv arbejdsplads.
I Tønder Kommune mener vi, at forudsætningerne for at være en attraktiv arbejdsplads knytter sig til rammerne om det gode arbejdsliv. Derfor har vi udarbejdet en ny strategi, der sætter dette tema på dagsordenen. Det er denne strategi vi her vil præsentere.
Med strategien for det gode arbejdsliv sætter vi rammen for fremtidens arbejdsplads. Vi har fokus på at skabe en arbejdsplads, hvor der både er plads til og mulighed for at udvikle det gode arbejdsliv. Vi er optaget af at skabe jobs og arbejdspladser, hvor medarbejdere udvikles og trives, og hvor arbejdsglæden er i højsædet. Vi mener, trivsel og arbejdsglæde går hånd i hånd med høj service og kvalitet i arbejdet.
Strategien for det gode arbejdsliv bygger ovenpå Den Røde Tråd i Tønder Kommune. I Den Røde Tråd definerede vi vores fælles værdier, vores kultur og vores leveregler på arbejdspladserne. Levereglerne kan aktivt bruges til at understøtte det gode arbejdsliv. Vi vil med Strategi for det gode arbejdsliv sætte retningen for at udvikle både den attraktive arbejdsplads og det gode arbejdsliv. For at skabe det gode arbejdsliv har vi brug for både ærlighed og åbenhed i processen. Vi har brug for at få bragt alle perspektiver i spil og finde fælles løsninger. Det er nemlig en fælles opgave at skabe det gode arbejdsliv for den enkelte, og vi har alle sammen et ansvar.