Indhold

Sammenhængende Børne-, Unge- og Familiepolitik

Indledning

Den sammenhængende Børne-, Unge- og Familiepolitik sætter rammen for, hvordan vi i samarbejde med forældrene bedst muligt løser opgaver og tilrettelægger tilbud, der fremmer børn og unges udvikling, trivsel og mestring.

Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge.

Formål

Politikkens overordnede formål er at støtte børn og unge i at opnå det bedst mulige liv. Udviklingen af mental sundhed og robusthed hos den enkelte er væsentlig i den tidlige og forebyggende indsats.

Børn og unge støttes i at opnå trivsel og mental sundhed, udvikling, dannelse, læring, mestring og netværk, som forudsætninger for et godt liv.

Trivsel og mental sundhed har en afgørende betydning for, at den enkelte kan klare sig godt uddannelsesmæssigt, kan indgå i sunde sociale fæl-lesskaber og har forudsætninger for at udleve sit fulde potentiale.

Netværk giver en helhedsorienteret tilgang, der omfatter den enkeltes biologiske relationer og udvidede netværk, som f.eks. nabo, bekendte, læ-rer, trænere og andre relevante voksne omkring barnet/den unge. Netværket kan findes både inden for geografisk nærhed og afstand.

Mestring er, når den enkelte selvstændigt og sammen med andre anvender egne kompetencer, viden og færdigheder i både kendte og nye sammenhænge.

Dannelse gør børnene i stand til at indgå fællesskaber, som de kan bidrage aktivt til og være både kritiske og konstruktive over for.

Læring er enhver proces, der medfører, at man varigt bliver i stand til at gøre nogt andet og bedre, end man kunne før.

Værdier

Den sammenhængende Børne- Unge- og Familiepolitik målretter sig alle børn og unge i Tønder Kommune fra 0-18 år og deres familier. Politikken bidrager til forankring af et værdigrundlag, som skaber et fundament for vores praksis.

Barnet i Centrum
Barnet i Centrum er udtryk for, at barnet altid skal involveres i eget liv og udvikling. I samarbejdet mellem barn, familie, netværk og de fagprofessionelle skal barnet/den unge være tilstede i videst mulig omfang. Tilstedeværelse sikrer retten til at være aktivt involveret i eget liv. Jf. Barnets Lov er barnets retssikkerhed fra barnets 10. leveår skærpet. Barnet/den unge har partsaktindsigt og partsrepræsentation i forhold til forvaltningens beslutninger.

Tidlig, forebyggende indsats
Tidlig, forebyggende indsats handler både om indsatser tidligt i barnets liv og tidligt opdagede problemstillinger.

Vi arbejder forebyggende og tværgående for at skabe individuelle og helhedsorienterede løsninger, som gør en positiv forskel for barnet/den unge og familien. Vi arbejder systematisk med tidlig forebyggende indsats på tværs af forvaltninger og frivillige sociale organisationer og foreninger.

Samskabelse
Samskabelse er udtryk for, at vi i fællesskab med barnet/den unge, netværket og familie og på tværs af forvaltningerne finder løsninger i et res-sourceorienteret afsæt. Alle bidrager med ressourcer og viden. I fællesskab finder vi de løsninger, der bedst muligt fremmer barnets/den unges trivsel, udvikling, dannelse, læring og mestring.

Overgange og helhedsorienteret indsats
I overgangene kan børn og unge midlertidig være i en udsat position, hvor det er af afgørende betydning, at der skabes tryghed og tydelighed for barnet/den unge og deres familier. I overgangene, som f.eks. mellem hjem og dagpleje, daginstitution og skole og i overgangen fra barn til vok-sen, er vi i dialog med barnet/den unge og deres familier. Vi skaber sammenhæng i overgange mellem det almene og det specialiserede. Vi vejle-der og skaber brobygning mellem skole og ungdomsuddannelse. Vi har særligt fokus på overgange for tilflyttede familier.

Målsætninger

Målsætningerne i den sammenhængende Børne-, Unge- og Familiepolitik tager afsæt i værdigrundlaget og politikkens overordnede formål ift. at støtte den enkelte i at opnå dannelse, læring, mestring, trivsel/mental sundhed og netværk.

Børn og unges trivsel
I daginstitutioner og skoler afdækkes børnenes trivsel bl.a. ved hjælp af trivselsundersøgelser, som vi følger op med konkrete handlinger. Målet er, at vi sikrer en høj trivsel.

Børn og unge er aktive i meningsfulde fællesskaber
At kunne indgå i – og være en del af et fællesskab bidrager til børn og unges dannelse og giver grobund for mestring af eget liv. Dermed skabes fundamentet for at komme i uddannelse og job senere i livet. Sociale fællesskaber har betydning for den enkeltes trivsel. Det gælder både i daginstitutioner, skoler og i fritidslivet. Vi samarbejder med foreningslivet om at skabe gode rammer for fællesskaber i fritiden. Vi sikrer gode vilkår for børn og unge, der trives bedst i mindre fællesskaber, der er meningsfulde for dem.

Børn, unge og deres familier oplever en sammenhængende og helhedsorienteret indsats
Vi har altid børn og unge i centrum for samarbejdet med forældre, netværk og fagpersoner. Vi samarbejder på tværs af hele kommunen og tager ansvar for at skabe sammenhæng i et forpligtende fællesskab mellem politikere, forvaltninger, dagtilbud og skoler. Vi bruger hinandens viden og kompetencer for at finde den bedste løsning omkring barnet/den unge og familien. Vi tilrettelægger arbejdet, så vi kan handle hurtigt og kompetent.

Børn og unge deltager i stimulerende læringsmiljøer og udvikler egne potentialer optimalt
I skole og dagtilbud tilrettelægges læringsmiljøet, så det inddrager børnenes forskellige forudsætninger for deltagelse. Skole og dagtilbud arbejder på, at undervisningen og hverdagen inspirerer den enkelte til læring og udvikling, så den enkelte er nysgerrig på at lære mere. Derudover støtter vi barnet/den unge i at deltage i andre læringsmiljøer, for eksempel i job og fritidslivet.

Unge gennemfører en uddannelse
Den enkelte støttes i at vælge en ungdomsuddannelse ved brobygning og vejledning vedrørende uddannelsesaktiviteter. Vi yder en særlig individuel indsats for unge, som har behov for hjælp til valg af uddannelse.

Børn og unge opnår en højere grad af sundhed
Sundhed er en væsentlig faktor for trivsel og udvikling. Vi sætter særligt fokus på kost, bevægelse, rygning og mental sundhed. Der er en særlig opmærksomhed på børn og unges brug af digitale medier. Børn og unge opnår modstandskraft i forhold til brug af stoffer.

En lang række faktorer styrker den enkelte i at træffe de sunde valg og dermed fravælge kriminalitet, rygning, brug af stoffer og alkohol. Udviklingen af mental sundhed og robusthed hos den enkelte er væsentlig i den præventive og forebyggende indsats. Forældre, børn og unge sikres via skole, socialforvaltning og politi (SSP) muligheden for at opnå faktuel viden om specifikke emner gennem samtale- og undervisningsforløb.

Indsatser

De konkrete indsatser i Tønder Kommune udspringer af de overordnede målsætninger i Børne-, Unge- og Familiepolitikken.

  • Vi arbejder ud fra en plan for trivsel og mental sundhed for de 0-18 årige i Tønder Kommune
  • Vi arbejder ud fra en Psykiatriplan for 16+ år med psykisk sygdom eller psykisk sårbarhed
  • Vi arbejder ud fra Tønder Kommunes Handicappolitik
  • Vi arbejder ud fra en Beredskabsplan for vold og seksuelle overgreb mod børn
  • Vi arbejder med handleplaner, hvor der fastsættes målsætninger, på tværs af fagområder med henblik på en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der støtter den enkelte bedst muligt
  • Sundhedsplejen yder en tidlig sundhedsfremmende og forebyggende indsats fra graviditet til voksenalder
  • Tønder Kommune har etableret et bredt forebyggende indsatsspor, med seks enkeltstående projekter forankret mellem Myndighed Børn og Familie, Skole- og Dagtilbud, Sundhedsplejen og Jobcenteret
  • Vi arbejder ud fra Tønder Kommunes plan for den alkoholpolitiske indsats
  • Tønder Kommune har modtaget midler fra Socialstyrelsen til flere interne projekter, som f.eks. "Trivselssporet - sammen om trivsel i skolen" og ekstra hjælp til implementering af Barnets Lov
  • Vi har en licensaftale i forhold til Samarbejde Efter Skilsmisse (SES) målrettet fagprofessionelle og den enkelte borger, hvor der er mulighed for at opsøge viden og redskaber til håndtering af skilsmisse og samlivsbrud
  • Vi arbejder dialogbaseret i forhold til underretninger, hvor tværgående samarbejdspartnere mødes med forældre og barnet/den unge

Det videre arbejde

Politikken sættes på dagsordenen til drøftelse på Socialudvalget og Børn- og Skoleudvalget. Politikken sendes i høring i bestyrelser for skoler og dagtilbud, berørte FagMED og Handicaprådet.

Politikken revideres efter fire år.

Godkendt af Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune den 5. december 2023.