Indhold

Indledning

Demens er en overordnet betegnelse for en række sygdomme i hjernen, hvor der på grund af en nedbrydning af nervecellerne sker en svækkelse af personens samlede funktionsevne.

Symptomerne og sygdomsforløbet varierer meget og er blandt andet afhængig af, hvor i hjernen sygdommen er opstået.

Demenssygdommen er en langsom fremadskridende sygdom, der er invaliderende og resulterer i stigende problemer med at udføre simple dagligdagsfunktioner, orientere sig i – og forstå hverdagens sammenhænge.

Der kan opstå problemer med at styre følelserne og indgå i sociale relationer, ligesom personligheden kan ændre sig i takt med sygdomsudviklingen. Manglende sygdomsindsigt indebærer ofte, at borgerens dømmekraft påvirkes og at borgeren ikke selv har en forståelse for, eller erkendelse af behovet for støtte og hjælp.

Formål

Demenspolitikken beskriver den overordnede ramme for, hvordan Tønder Kommune vil understøtte, at demensramte borgere og deres pårørende fastholder et værdigt liv på trods af demenssygdom i familien.

Værdier

  • Vi understøtter borgere til et selvstændigt og meningsfuldt liv ved:
  • At møde borgerne med respekt i omsorgsrelationen.
  • At sikre borgernes selvbestemmelse ud fra den enkeltes forudsætninger.
  • At anerkende og inddrage pårørende som en betydningsfuld støtte for borgerne.
  • At sikre en høj faglighed hos de medarbejdere, der arbejder med borgere med demens.

Målsætninger

  • Vi sikrer tryghed og trivsel for borgere med demens og deres pårørende gennem en fagligt koordineret indsats, med udgangspunkt i den enkeltes behov og evner.
  • Demensindsatsen sker ud fra forståelsen og respekten for, at ethvert menneske er unikt og afspejler et særligt livsforløb, hvor støtten tilrettelægges med afsæt i det enkelte menneske og dets netværk.
  • Borgere med demens og deres pårørende skal have mulighed for at modtage den rette hjælp på det rette tidspunkt.
  • Borgere med demens og deres pårørende skal have mulighed for at leve et værdigt liv med samme muligheder, rettigheder og pligter som andre borgere.
  • Borgerne oplever individuelt tilrettelagte forløb, som skaber sammenhæng i deres dagligdag og inddrager pårørende som kompetente medspillere.

Indsatser

  • Vi bruger tidlig opsporing og diagnosticering for at sikre understøttelse af et værdigt og aktivt liv for borgeren.
  • Vi arbejder rehabiliterende ud fra borgerens forudsætninger.
  • Vi sikrer viden om demens samt klarhed over kompetencer og ansvar i organisationen.
  • Vi sikrer oplysning til borgerne ved at tilbyde samtaler, råd og vejledning til pårørende enten individuelt eller i grupper.
  • Vi vil nedbryde tabu og myter omkring demens.

Det videre arbejde

Demenspolitikken skal forankres på tværs af Social, Arbejdsmarked og Sundhed. Der udarbejdes handleplaner for implementering af demenspolitikken i Pleje og Omsorg og Psykiatri og Handicap.

Politikken træder i kraft med Kommunalbestyrelsen godkendelse, og revideres i 2018