Indhold

Ældrepolitik

Indledning

Der er primo 2018 udarbejdet en sektorplan, der giver Tønder Kommune et velbeskrevet og dokumenteret grundlag for fremtidige valg og prioriteringer på ældreområdet. Sektorplanen indeholder ud over en analysedel, en visionsdel der beskriver, hvordan det skal være at blive ældre i Tønder Kommune, og hvilket sted Tønder Kommune i det hele taget skal være at bo og leve i som ældre borger.

Denne visionsdel udfoldes i nærværende ældrepolitik, der klarlægger de grundlæggende værdier samt tydeliggør mål og prioriteringer på ældreområdet i Tønder Kommune.

Pleje og Omsorg samt Sundhedsafdelingen arbejder løbende med de prioriterede indsatsområder i ældrepolitikken og inddrager borgere, pårørende og organisationer i de sammenhænge, hvor det giver mening og plusværdi.

Ældrepolitikken er blevet til gennem en involverende proces, hvor borgere, pårørende, medarbejdere, ledere, politikere og interesse-organisationer har drøftet visioner og behov på ældreområdet gennem dialogmøder og interviews.

I politikken indgår ligeledes elementer fra kommunale tværgående strategier omkring sundhed og velfærdsteknologi; og der er tydelige snitflader til Værdighedspolitikken, Demenspolitikken og Sundhedspolitikken. Endelig indgår elementer fra Vision- og Strategiplan 2018 – 2022, der overordnet
beskriver Tønder Kommunes samlede prioriteter og indsatser for de kommende år.

Formål

Formålet med ældrepolitikken er, at sikre borgerne i Tønder Kommune et værdigt og trygt ældreliv.

Politikken klarlægger de grundlæggende værdier for, hvordan borgerne sikres et værdigt og trygt ældreliv i Tønder Kommune. Samtidig skaber politikken den overordnede værdimæssige ramme for Kommunalbestyrelsens mål og prioriteringer på ældreområdet.

Værdier

Et værdigt og trygt ældreliv bygger på at understøtte borgerne i at mestre eget liv længst muligt. Indsatserne hertil prioriteres og tilrettelægges i tæt dialog og i samarbejde med den enkelte borger og eventuelt dennes pårørende.

Der holdes et konstant fokus på tidlig opsporing, forebyggelse og rehabilitering. Ofte vil dette medføre at borgeren kan forblive mere selvhjulpen og dermed mindre afhængig af andres hjælp til praktisk eller personlig pleje.

Hermed sikres ikke alene mere værdighed og tryghed for den ældre, der i længere tid kan mestre eget liv, men der sikres samtidig mulighed for at prioritere ressourcerne omkring de borgere, der har mest brug for hjælp og pleje.

Værdighedsbegrebet uddybes yderligere i Tønder Kommunes værdighedspolitik.
Målsætninger Værdighed og tryghed er for de fleste borgere, at kunne tage vare på eget liv i så mange sammenhænge som muligt og i så mange år som muligt. Derfor er den primære målsætningen at hjælpe kommunens borgere til i så høj grad som muligt at være herre i eget liv. Samtidig sikres de borgere, der ikke selv kan, den nødvendige og individuelt tilrettelagte pleje, der gør, at de trods behov for hjælp, oplever en så værdig og tryg tilværelse som muligt.

Ældreområdet i Tønder Kommune arbejder således for, at

  • den enkelte borger tilbydes rettidig hjælp og rettidig forebyggelse og rehabilitering, således at borgeren længst muligt kan mestre eget liv
  • den enkelte borger tilbydes relevante aktivitetstilbud og støttende foranstaltninger, der understøtter den enkelte borgers ønsker og behov i forhold til at kunne mestre eget liv længst muligt - og såfremt det ønskes, at kunne blive længst muligt i eget hjem
  • den enkelte borger tilbydes et passende plejetilbud, der matcher den enkeltes livssituation og behov
  • den enkelte borger oplever, at der aktivt arbejdes for at styrke fællesskabet og mindske ensomheden blandt ældre
  • den enkelte borger tilbydes brug af velfærdsteknologi, i de sammenhænge, der giver mening og værdi for borgeren
  • den enkelte borger tilbydes en sammenhængende indsats, der tager afsæt i borgerens individuelle ressourcer og behov
  • den enkelte borger oplever kvalitet i kerneydelsen, leveret af et velkvalificeret og fagligt dygtigt personale.

Indsatser

Tidlig indsats, forebyggelse og rehabilitering

Indsatserne for ældre borgere tilrettelægges altid med et skarpt fokus på forebyggelse, tidlig opsporing og tidlig indsats, ligesom rehabilitering er en systematisk del af indsatsen. Borgeren understøttes således i selv at kunne mestre egen livssituation så som sociale situation, helbredsmæssige forhold, praktiske opgaver og personlig pleje. Dette giver borgeren en større grad af selvhjulpenhed og dermed større værdighed.

Længere tid i eget hjem

Indflytningen i en plejebolig er en meget indgribende foranstaltning. For borgeren betyder det fraflytning fra en hidtidig bolig og måske fraflytning fra ægtefælle og det nære netværk og dermed potentielt også fra den hjælp og støtte pårørende og andre personer i borgerens nærhed, hidtil har kunnet yde. Omvendt skal der ikke herske tvivl om, at netop plejebolig er den rette løsning, når plejebehovet bliver intensivt, utrygheden melder sig eller når kræfterne hos en rask ægtefælle ikke længere rækker.

Indsatsen består i, at visitation til en plejebolig altid sker for de rette borgere, på rette tidspunkt.

Visitationen tager altid afsæt i tidlig opsporing. Ligeledes er mulighederne for øget vægtning af pleje i hjemmet samt brug af dagcentertilbud og/eller andre særlige tilrettelagte tilbud nøje vurderet.

Passende plejetilbud til alle målgrupper

Kompleksiteten i den enkelte borgers udfordringer og behov varierer, og i samme grad skal der være variation i tilbuddene til den enkelte.

Alle ældre med et aldersrelateret sundhedsfagligt plejebehov, uanset handicap eller andre særlige behov, tilbydes adgang til en relevant bolig på et plejecenter, eller en dagcenterplads, gerne i nærområdet.

Indsatsen består i at tilbyde borgeren et passende plejetilbud eller dagcentertilbud, der matcher den enkeltes livssituation og behov, og som dermed sikre livskvalitet for den enkelte borger.

Stærkere fællesskab og mindre ensomhed

Ensomhed er udbredt blandt ældre mennesker og i særlig grad blandt ældre mennesker, der modtager hjælp.

På ældreområdet består indsatsen i, at der løbende indsamles og deles viden om den enkelte borger, således at ensomhed opdages, forebygges og afhjælpes, hurtigst og bedst muligt.

Der tilbydes en række kommunale aktivitetstilbud med social sigte og flere nye er på vej, blandt andset aktivitetstilbud målrettet enlige mænd, madcafeer og tryghedsovernatninger. Samtidig arbejder kommunen tæt sammen med frivillige og frivillig-organisationer omkring at styrke fællesskabet og mindske ensomheden blandt ældre. Her udforskes også nye og alternative muligheder omkring boformer og botilbud til ældre, der understøtter stærkere fællesskaber og mindre ensomhed blandt ældre.

Velfærdsteknologi som understøtter borgernes behov

Brug af velfærdsteknologi giver mulighed for at gøre borgeren mere selvhjulpen, og dermed mindre afhængig af andres hjælp til personlig pleje. Brugen af velfærdsteknologi er derfor en naturlig, anerkendt og integreret del af ældreplejen i Tønder Kommune. Som eksempel kan nævnes forflytningsteknologi, vasketoiletter, digitalt understøttet træning og skærmbesøg.

Indsatsen består i at anvende velfærdsteknologi i de sammenhænge, hvor det giver mening og værdi for borgeren.

Sammenhængende indsats med fokus på borgernes behov

Alle borgere skal opleve sammenhæng og fleksibilitet i indsatsen sammen med kontinuerlig fokus på forebyggelse og rehabilitering.

Indsatsen består i at tilbyde den enkelte borger en sammenhængende indsats, med afsæt i aktuelle behov og ressourcer – med andre ord ”At den medarbejder der er til stede, gøre det, der skal til”, naturligvis forudsat de rette kompetencer og ansvar.

Øget indsats for rekruttering og fastholdelse

Alle borgere skal også i fremtiden opleve kvalitet i kerneydelserne, leveret af et velkvalificeret og fagligt dygtigt personale. Derfor arbejdes der målrettet med rekrutteringsudfordringen på ældreområdet, særligt indenfor ældreplejen.

Politikken træder i kraft 1. januar 2019.