Familierådslagning

Hvis et barn eller en ung har brug for støtte, kan der arrangeres en familierådslagning

Hvad er familierådslagning?
En familierådslagning er et møde, som samler barnets eller den unges familie og andre vigtige personer i netværket. Målet med mødet er at lave en fælles plan for, hvad der skal ske omkring barnet/den unge, og hvordan familien eller netværket kan støtte barnet/den unge. 

Familien får hjælp til at planlægge og gennemføre rådslagningen, men der deltager ikke fagpersoner i den del af mødet, hvor planen udarbejdes. Først til sidst skal en rådgiver godkende planen. 

Hvorfor er det en god ide?
Familierådslagning bygger på en tanke om, at de rigtige løsninger for det enkelte barn/ung bedst findes i tæt samarbejde med dem, der kender barnet eller den unge. Familien og netværket har en unik viden om barnet/den unge og det er vigtigt at inddrage deres ressourcer, når der skal udarbejdes en plan for, hvordan barnet eller den unge bedst hjælpes. 

Når familien og netværket inddrages og i fællesskab udarbejder en plan for barnet, får de en oplevelse af at have indflydelse og ansvar. Desuden får både barnet/den unge og resten familien mulighed for at se, at de har et netværk, der er parate til at hjælpe dem.  

Undersøgelser viser, at familierådslagning har en positiv effekt, og at der er stor tilfredshed blandt de deltagende familier. 

Hvordan gennemføres en familierådslagning?
Det er socialrådgiveren der er initiativtager og kan tilbyde familierådslagning til et barn eller en ung og dennes familie. 

Familien laver sammen med med initiativtageren de spørgsmål, som skal diskuteres og som der skal laves en plan for. Initiativtageren kontakter herefter en samordner.

En samordner er en udefrakommende og neutral person, som planlægger familierådslagningen sammen med barnet/den unge og forældre.

Samordnerens opgave er at organisere familierådslagningen og sammen med barnet/den unge og forældrene at finde frem til, hvem man ønsker, skal deltage. Samordneren har tavshedspligt, og har ikke læst papirerne i sagen.
 

Siden er opdateret:
06.08.2019