Natur på 1. klasse
Få steder i Danmark finder du så afvekslende natur som i Tønder Kommune. Og den kan bruges på mange forskellige måder - lige fra erhverv/hobbyerhverv, over "kulisse til kulturarrangementer" til den unikke naturoplevelse. Du har ideerne - vi kan være sparringen for dig.
Som friluftsmenneske vil du også opdage, at der er mange muligheder for at bruge og opleve den spændende natur i fritiden. Vi gør, hvad vi kan for at passe på den. Fra Vadehav og marsk, til istidslandskab og urskov.
Er du til vandreture så se her
På Tønderstierne er der motion og oplevelser for alle, uanset om du er stor eller lille, til bens eller på cykel.
Stierne fører dig gennem hyggelige gader og smuk natur, forbi legepladser, udsigtspunkter og historiske steder.
Langs med Tønderstierne er der opstillet skilte med fortællinger om de lokale natur- og kulturhistoriske værdier. På skiltene kan du scanne QR-koder med din mobiltelefon og læse meget mere om Tønderegnen.
På de 10 kort over stierne, er skiltenes placering markeret med et ‘i’. Cirkler med et tal markerer et km-punkt. Alle stierne starter og slutter på Torvet i Tønder.
Læs brochuren om Tønderstierne her
God tur!
På Toftlundstierne er der motion og oplevelser for alle, uanset om du er stor eller lille, til bens eller på cykel.
Stierne fører dig gennem hyggelige gader og smuk natur, forbi legepladser, udsigtspunkter og historiske steder.
Langs med Toftlundstierne er der opstillet skilte med fortællinger om de lokale natur- og kulturhistoriske værdier.
På de 3 kort over stierne, er skiltenes placering markeret med tal. Alle stierne starter og slutter ved Toftlund Hallerne.
Der er en funktion på skiltene, hvor kan du scanne QR-koder med din mobiltelefon og læse meget mere om Toftlund egnen. Funktionen er dog ikke klar endnu.
Marskstien er en 54 km lang vandrerute i Tøndermarsken. På ruten oplever du marsklandskabet. Du går forbi sluser og pumpestationer, på toppen af diger, langs kanalerne og åer og igennem Tøndermarskens byer; Tønder, Møgeltønder, Højer og Rudbøl.
Historien om Marskstien.
For at Tøndermarsken får udnyttet sit potentiale som kyst- og naturdestination, bliver der arbejdet med ruter, stier og tilgængelighed for både den brede kyst- og naturturist og den mere garvede vandreturist.
Etableringen af Marskstien, en trofæsti for vandrere på 54 km, blev skudt i gang på et borgermøde mandag den 18. september 2017. Her blev indsatsområdet "Nye ruter og stier" præsenteret, og der blev nedsat tre stilag, som arbejdede med at kvalificere de nye ruter og stier. Der blev nedsat et stilag for Marskstien, et stilag for stisløjfer ved Rudbøl/Nørremølle og et stilag for stisløjfer ved Højer.
I sommeren 2018 åbnede Marskstien i en testversion. I sommeren 2019 åbner Marskstien i sin endelige version sammmen med flere stisløjfer og formidlingsstationen Højer Mølle.
Støttepunkter og formidlingsstationer
For at styrke oplevelsen af Tøndermarsken er det nødvendigt at etablere en række støttepunkter, der formidler den lokale fortælling det pågældende sted, og oplevelser i lokalområdet. Det drejer sig blandt andet om:
Højer mølle som adgangspunkt til Tøndermarsken og Nationalpark Vadehavet
Højer Mølle er et adgangspunkt for at opleve marskens byer, Tøndermarsken og nationalparken − her klædes man på med viden og inspiration. "Kom ind, for at komme ud" er et bærende princip. Med afsæt i områdets natur- og kulturhistoriske værdier arbejdes der med signaturhistorier, der skal bidrage til den samlede fortælling om nationalparken.
To store formidlingsstationer
Der arbejdes også med at opbygge to større formidlingsstationer ved Pumpestationen Lægan og slusebygningen ved Vidåslusen. Formidlingsstationerne er som udgangspunkt et ubemandet sted, hvor den besøgende kan søge viden og inspiration til oplevelser i umiddelbar nærhed af formidlingsstationen.
Små formidlingsstationer
Udover to store formidlingsstationer arbejdes der med mindre formidlingsstationer, der fortæller om det konkrete sted, mulighederne for oplevelser og sender den besøgende videre til Højer Mølle og de store formidlingsstationer.
Rekreative støttepunkter
Besøgende i Tøndermarsken har brug for en god formidling og en god infrastruktur. Men for at sikre en samlet god oplevelse, er der dog også brug for nogle basale faciliteter fra at kunne drikke kaffen i tørvejr og evt. overnatte i primitive shelters til toiletter og affaldshåndtering.
Formidlingsstationer og rekreative støttepunkter forventes færdige i 2020. Det er JAC Studios og No Parking der løser formidlingsopgaven.
Tønder Kommune besluttede i 2019 at arbejde for at få etableret et sammenhængende markeret stisystem på Rømø. Første etape heraf er nu udført på den sydlige del af Rømø.
Systemet af vandrestier på den sydlige del af Rømø er omkranset af en ny 17 kilometer lang varieret markeret stisløjfe, der mod syd ligger på Havnebydiget, mod vest følger stranden, mod nord går gennem Kirkeby Plantage og mod øst følger Vadehavskysten.
Inden for og langs den store stisløjfe er der opstillet 56 korttavler på egepæle, som angiver, hvor man befinder sig. Med de mange korttavler kan man let orientere sig og vælge alternative stimuligheder, hvis man undervejs ønsker at gå længere eller kortere end planlagt.
Du kan hente et kort over Rømøstierne her
Er du til sejlads på vandløbene så se her
Læs mere om sejlads med kano og kajak på vandløb i Tønder Kommune. Du finder også kort over sejladsvandløbene i folderen.
Al sejlads foregår på eget ansvar.
God tur!
Det er blevet populært at sejle med Stand Up Paddleboard (SUP). Der er én vandløbsstrækning i Tønder Kommune, hvor du må sejle med Stand Up Paddleboard (SUP), nemlig på ca. 800 meter af Vidå i Tønder By. På den samme strækning må du også sejle med vandcykler.
Nedenfor kan du læse, hvilke regler du skal være opmærksom på for sejladsen med SUP og vandcykler. Ved Vigen ved Sparekassebroen er der opsat et skilt, der fortæller om reglerne.
Regler for sejlads med SUP og vandcykler:
- Du må sejle på strækningen mellem jernbanebroen øst for Tønder og Søndergadebroen.
- Du må sejle i perioden fra 16. juli til 29. februar – fra solopgang til solnedgang.
- Der må max. være 15 enheder på vandet ad gangen (samlet antal SUP og vandcykler).
- Du må kun sætte SUP i vandet og tage det op i den nordøstlige del af vigen ved Sparekassebroen.
- På SUP skal du være mindst 3 meter fra den vestlige bred på strækningen mellem vigen ved Sparekassebroen og Søndergadebroen (den bred, hvor der ligger huse).
- Det er ikke tilladt at udleje SUP til brug på Vidå.
Al sejlads foregår på eget ansvar.
God tur!