Få hjælp til foreningsudvikling
Alle typer af foreninger i Tønder Kommune kan få hjælp. I første omgang kan jeres forening få en uforpligtende dialog med foreningskonsulenten om foreningens behov. Foreningskonsulenten kommer ud til jer, eller det kan holdes digitalt, og det vil tage ca. 30 min.
Behov og udfordringer er meget individuelt fra forening til forening. Derfor bliver forløbet også tilrettelagt efter den enkelte forenings behov og ønsker.
Der bliver naturligvis også taget højde for hvor meget tid og hvor mange ressourcer I har. Foreningen har fuldt ejerskab over eget forløb.
Hvad kan vi bl.a. hjælpe med?
Rekruttering og modtagelse af nye medlemmer
Her har vi fokus på målgruppen – hvad vi ved om målgruppen, og hvordan vi får fat på målgruppen. Hertil har vi fokus på hvordan I skaber et godt førstehåndsindtryk og modtager målgruppen. Modtagelse er i dag den vigtigste faktor for om et potentielt medlem kommer igen.
Rekruttering af nye frivillige
Her har vi fokus på hvad potentielle nye frivillige skal lave for jer, og hvordan vi får nye frivillige til de ledige opgaver. Vi gør arbejdsopgaverne synlige og strukturer opgaverne, så I får et overblik og potentielle nye frivillige ved hvad de siger ja til, samt hvor og hvornår.
Jeres medlemmers behov og efterspørgsel
Gennem et spørgeskema til foreningens medlemmer og frivillige får I svar på helt konkret hvad deres behov er, og I ved bagefter hvad der skal til for at fastholde jeres medlemmer og frivillige.
Vision, strategi og handleplan
Mange foreninger kører fra dag til dag og har sjældent plan for fremtiden. Det gør foreningen sårbar og leder til handlinger der måske ikke altid er lige gode. I stedet kan vi sammen lave en vision, strategi og handleplan for foreningen, som gør det frivillige arbejde meget lettere. I får sat en retning med nogle mål og handlinger som gør, at I opnår det I gerne vil.
Foreningens kultur og organisering
Kulturen i foreningen har stor betydning for foreningens udvikling. Ligeledes kan den rette organisering gøre det frivillige arbejde mere smidigt, og nemmere at rekruttere frivillige og medlemmer. Her samarbejder vi om, at skabe en kultur og organisering som matcher hinanden i forhold til det I gerne vil opnå som forening.
Vi kan ligeledes hjælpe med andre emner, som din forening gerne vil arbejde med.