Virksomheder får råd om affald

Miljøafdelingen besøger udvalgte virksomheder i kommunen den 29. og 30. maj 2017. Det sker som led i en kampagne om sortering og opbevaring af affald.

Vi kører ud og kigger på oplag og sortering af affald udendørs ved virksomhederne. Besøgene er kortvarige tilsyn, hvor vi går en tur rundt om bygningerne og kigger i beholdere og containere mv. Vi varsler ikke, inden vi kommer, fordi vi ønsker, at få et billede af virksomhedens normale drift.

Langt de fleste virksomheder har godt styr på deres affald. Men vi vil gerne hjælpe virksomhederne med råd og vejledning om, hvordan de kan blive endnu bedre til at sortere og opbevare deres affald.

Alt genanvendeligt affald skal være sorteret fra, så det ikke bare går til forbrænding. Derfor skal rent pap, papir, plast, alt metal, emballage-træ og andre genanvendelige fraktioner have deres egne beholdere.