Tønders erhvervsklima fortsat i midterfeltet

Tønder Kommune ligger fortsat midt i feltet i Dansk Industris undersøgelse om erhvervsklimaet i de danske kommuner.

I den nye undersøgelse placerer erhvervslivets bedømmelse kommunen på en samlet plads som nr. 47 blandt de i alt 96 kommuner, der er omfattet af undersøgelsen. Det er en lille tilbagegang i forhold til sidste år, hvor Tønder Kommune var nr. 44.

- Vi vil selvfølgelig hellere gå frem end tilbage, men det er trods alt et beskedent udsving. Vi vil også gerne længere op på listen, og det arbejder vi på, men en plads i midterfeltet kan vi dog ikke være utilfredse med, siger borgmester Henrik Frandsen.

Han peger samtidig på, at kommunen kan notere pæn fremgang på flere vigtige parametre, bl.a. kommunens image. Dansk Industri knytter selv denne bemærkning til udviklingen her:

”Det er aldrig let at ligge placeret i et hjørne af Danmark. Og alligevel er det lykkedes Tønder at blive bedre til at tiltrække og holde fast i nye virksomheder og borgere. Sådan ser de lokale virksomheder på det og sender dermed kommunen 15 pladser opad i undersøgelsen”.

Kommunen går også frem på parametrene fysisk planlægning og kommunens velværdsservice, mens tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft og den kommunale sagsbehandling trækker i den modsatte retning.

- DIs undersøgelse viser, at vi har nogle områder, hvor vi skal gøre en indsats for at blive bedre og få en højere placering på ranglisten. Undersøgelsen er et godt redskab til at identificere vores udfordringer, så vi kan prioritere indsatsområderne. Derfor bruger vi undersøgelsen aktivt, for det er vigtigt, at vi som kommune yder en god og effektiv erhvervsservice og hele tiden arbejder på at sikre erhvervslivet de bedst mulige rammevilkår. Vækst og udvikling i erhvervslivet er grundlaget for vores velfærd, siger borgmester Henrik Frandsen.

Læs mere om DIs erhvervsklimaundersøgelse her