Startskud for byomdannelse i Højer

Fredag den 18. august kl. 16 lyder startskuddet for byomdannelsen i Højer. Det hele starter på Torvet i Højer, og Tøndermarsk Initiativet inviterer alle til at være med.

- Vi opfordrer alle med interesse for byomdannelsen til at deltage i kickstartdagen. Det er en milepæl for Initiativet, da vi nu for alvor kan komme i gang med en meget synlig del af Tøndermarsk Initiativet, siger Initiativets projektchef, Karsten Jensen.

Målet med byomdannelsen er at løfte Højer som Porten til Tøndermarsken og skabe nye byrum af høj kvalitet og fortælle byens historie gennem nye aktiviteter og oplevelser.

- Tøndermarsk Initiativet er en enestående mulighed for et løft af Højer by som turismedestination og som et endnu mere attraktivt sted at bo. Jeg håber, at der er rigtig mange, der griber chancen og engagerer sig i delprojekterne og dermed er med til at sikre Højers lokale kvaliteter og den særlige identitet i den færdige byomdannelse, siger borgmester Henrik Frandsen.

Tilmelding til delprojekter 

Byomdannelsen i Højer rummer fire delprojekter, hvor alle interesserede kan være med til at idéudvikle.

- Der er ingen begrænsning på antallet af deltagere for hvert delprojekt, og vi håber naturligvis på stor opbakning fra borgerne i Højer og omegn - jo flere, jo bedre, siger Lars-Erik Skydsbjerg, projektleder for byomdannelsen i Højer.

Har man lyst til at vide mere om og blive en del af delprojekterne, tilmelder man sig blot på dagen, hvor der også er planlagt fire byværksteder, hvor de fire delprojekter bliver præsenteret. De fire byværksteder byder på dialog, forskellige aktiviteter og andet, der kan give deltagerne lyst til at blive en del af arbejdsgrupperne vedrørende delprojekterne.
 
Dagen er planlagt med stor hjælp af borgerdialoggruppen og de mange foreninger i Højer - alt overskuddet fra salg af Højer-burgere og andet går ubeskåret til foreningerne i Højer.

Fakta om byomdannelsen 

Målet med den samlede indsats for byomdannelsen i Højer og Højer Byfond er at løfte Højer som Porten til Tøndermarsken ved at restaurere de historiske huse, skabe nye by-rum af høj kvalitet og fortælle byens historie gennem nye oplevelser.

Der er oprettet fire delprojekter i forbindelse med byomdannelsen med hvert deres tema. 

De fire delprojekter er:

  • Højer som adgangspunkt for destination Tøndermarsken
  • Nyt byrum ved Storegade
  • Liv i Højers gader, stræder og hovedstrøg
  • På kanten mellem by og marsk

Programmet for kickstartdagen den 18. august

Kl. 16.00 Velkomst ved borgmester Henrik Frandsen på torvet
Kl. 16.30 Byværkstederne åbner med fokus på de fire delprojekter   
Kl. 16.30 Aktiviteter på møllen starter - Snobrødsbagning, pandekager over bål og melmaling.
Kl. 18.30 Fællesspisning og hygge på Torvet - Salg af bl.a. Højer-burgere til 10 kr.