Motion, samvær og demens bag nyt tilbud

Tønder Kommune er klar med et nyt, gratis tilbud for motion og socialt samvær til alle demensramte. Mindre ensomhed og større livskvalitet er blandt de positive effekter

Mennesker med demens har sværere og sværere ved at indgå i almene tilbud og fysisk aktiviteter i takt med, at de kognitive færdigheder svækkes. Derfor dropper mange demensramte foreningslivet og det sociale samvær. Det skal et nyt tilbud nu gøre op med.

Under verskriften ”Lev med demens – motion og samvær” samler DGI, Alzheimerforeningen og Tønder Kommune kræfterne og inviterer alle demensramte til sjov motion og hyggeligt samvær.

Alle kan være med

60 minutter med musik, motion og fællesskab særligt tilrettelagt personer med demens er hovedingredienserne i det nye tilbud. Netop det særlige hensyn til målgruppen er ifølge demenskoordinator hos Tønder Kommune, Randi Jespersen, helt afgørende:

- Der vil være øvelser for hele kroppen. Alle kan være med - uanset om der er kommet skavanker med tiden. Der er fokus på genkendelighed og gentagelser, og øvelserne vil være i et tempo, hvor ingen bliver hægtet af. For det skal være sjovt at dyrke motion.

Hver ”træningssamling” kommer til at bestå af 40 minutters bevægelse, hvor både knogler, muskler, led og hjerne kommer i spil. De resterende 20 minutter er reserveret til socialt samvær og hygge. Fordelene er ifølge Randi Jespersen til at tage at føle på:

- Både forskning og erfaring konkluderer det samme: Motion har positiv effekt på demensramte. I høj grad endda. Motion og samvær modvirker ensomhed og giver en øget livskvalitet. Mange vil også opleve mindre motorisk uro, færre smerter, mindre ubehag og generelt bedre humør, udtaler Randi Jespersen og fortsætter:

- Vi kan garantere, at alle kan være med, men vi kan til gengæld ikke udstede garantier mod latterkramper, lyder det afsluttende fra Randi Jespersen.

”Lev med demens – motion og samvær” foregår på Seniorcenteret i Tønder. Det er gratis at deltage, men deltagerne skal selv sørge for transport. Målgruppen for tilbuddet er personer med let til moderat grad af demens.

”Lev med demens – motion og samvær” har opstart mandag den 9. januar kl. 11.00.

Hvis du ønsker at deltage, så tag kontakt til Randi Jespersen på rasc@toender.dk eller 20 18 43 82. Ægtefælder eller pårørende er også velkommen.

Initiativet har modtaget støtte fra Toosbuys Fond i form af 50.000 kroner, mens Tønder Kommune har støttet med 15.000 kroner.

Fakta:

I Danmark lever ca. 90.000 mennesker med demens.

Demens er sygdomme i hjernen. Der findes ikke en kur mod demens, men livskvaliteten kan bedres gennem motion.