Kulturugen bliver flyvende

Tønder Kulturuge får i 2017 temaet ”Vingesus”, der skal inspirere og skabe en rød tråd mellem de mange kulturelle aktiviteter

Tønder Kulturuge 2016 lyste det mørke efterår op i starten af oktober med lysinspirerede arrangementer rundt om i Tønder Kommune. Temaet for næste års kulturuge er nu fastlagt, og det giver kulturugen vinger. 

Uge 40 var en succes 
Siden kulturugens start har den været afholdt i uge 45, men i 2016 skete der noget nyt. Kulturugen blev flyttet til uge 40 for at åbne op for flere aktiviteter, og det ser ud til at have været en succes.

Jens Andresen, formand for Kulturelt Forum udtaler:

- Tønder Kulturuge 2016 var fyldt med flotte arrangementer inspireret af ’Lys’. Fra start til slut lyste Tønder Kommunes kulturliv op med de omkring halvtreds tilmeldte aktiviteter. At flytte kulturugen virker til at have haft en positiv effekt.

Derfor forsætter Tønder Kulturuge i uge 40 og finder sted fra den 30. september til den 7.oktober i 2017. 

Nye rammer 
Åbningen og afslutningen af kulturugen er to faste arrangementer, der hvert år afholdes i forskellige byer. Sidste år var åbningen i Løgumkloster og afslutningen i Tønder. Nu gives stafetten videre. Åbningen vil finde sted i Bredebro om lørdagen i uge 39 og afslutningen holdes lørdag i uge 40 i Toftlund. 

Kulturugen får vinger 
Hvert år får Tønder Kulturuge et emne til inspiration. Sidste års tema ’Lys’ skinnede klart igennem i de arrangementer, der var i løbet af ugen. Temaet for 2017 er nu valgt, og det bliver ’Vingesus’. 

- At have et tema for Kulturugen giver mulighed for at sætte fokus på emner, men også for at vise vores kulturelle liv på nye måder. Vi håber, at temaet ’Vingesus’ kan inspirere kulturaktørerne i samme grad som sidste års tema, så der også i 2017 bliver mange kreative aktiviteter, fortæller Aase-Lene Lysgaard Madsen, der er formand for kulturugens arbejdsgruppe.


Fakta 

  •  Kulturugen afholdes i 2017 i uge 39/40 fra lørdag til lørdag
  •  Temaet for Kulturugen 2017 bliver `Vingesus´
  •  Kulturelt Forum er initiativtager til Kulturugen
  •  Hjemmeside: www.kulturuge.dk
  •  Kulturugen arrangeres af en arbejdsgruppe bestående af personer fra forskellige lokalområder i Tønder Kommune. Arbejdsgruppen har kontakt til de lokale kulturaktører. Arbejdsgruppen refererer til Kulturelt Forum