Glæde over bevarelse af politistationen

Tønder bevarer sin politistation. Det var den besked, borgmester Henrik Frandsen og kommunaldirektør Klaus Liestmann fik ved et møde, som Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg i går havde indbudt borgmestre og kommunaldirektører fra hele politikredsen til.

Borgmesteren i Tønder er glad for det, han hørte fra politiledelsen.

- Vi tog afsted til Esbjerg med bange anelser, for der har jo længe været rygter om, at der skulle ske ændringer, som også kunne få betydning for politidækningen i vores område. Det har givet usikkerhed. Så det er meget glædeligt, at vi nu kan konstatere, at det er lykkedes at bevare vores lokale politistation. Politiets tilstedeværelse har helt afgørende betydning for borgernes tryghed, understreger Henrik Frandsen.

Med den nye struktur i politikredsen bevares borgerbetjening og forebyggelse i Tønder, og der vil fortsat køre patruljer ud fra stationen. Desuden tilføres Tønder en specialfunktion. Hvilken er endnu ikke afgjort.

Borgmester Henrik Frandsen ser frem til en god og konstruktiv dialog med politiledelsen om de tilpasninger, der skal ske.

- Vi har forståelse for politiets situation. Politiet har fået mange nye opgaver, og det er nødvendigt at tilpasse organisationen til den nye virkelighed. Men hensynet til borgernes tryghed i hverdagen må altid komme i første række. Derfor er det så vigtigt, at det lykkedes at bevare vores lokale politistation med både borgerbetjening, forebyggelse og patruljekørsel, siger Tønder-borgmesteren.

Han fremhæver, at kommunen har et fantastisk godt samarbejde med det lokale politi.

- Det glæder vi os til at at fortsætte og udbygge, siger borgmesteren.

Se også pressemeddelelsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi