Én indgang for de unge

Det skal være nemt for de unge i Tønder Kommune og deres forældre at finde vej hos det offentlige. Derfor indfører kommunen nu én fælles indgang til enheden Unge i Uddannelse, hvor indsatsen for unge mellem 15 og 30 år er blevet samlet.

- Vores ambition i Tønder Kommune er, at alle unge gennemfører en uddannelse eller er tilknyttet arbejdsmarkedet, siger Ungeudvalgets formand, kommunalbestyrelsesmedlem Allan Skjøth.

- For at nå i mål med ambitionen har vi oprettet et nyt Ungeudvalg, og i administrationen har vi samlet kræfterne i den nye afdeling Unge i Uddannelse. Men vi lykkes kun med opgaven i fællesskab. Der er brug for et tæt samspil mellem de unge og os, og det skal være let for de unge og deres forældre at komme i kontakt med os. Derfor har vi nu oprettet én indgang med ét telefonnummer, siger Allan Skjøth.

For yderligere at styrke samspillet har Unge i Uddannelse samtidig fået sin egen Facebook-side, hvor de unge og deres forældre kan finde oplysninger og komme i dialog om uddannelsesspørgsmål.

De nye initiativer præsenter Ungeudvalgets formand og medarbejdere fra Unge i Uddannelse i dag, onsdag, på uddannelsesmessen i Tønder Sport- og Fritidscenter. 

Fakta:

Det fælles telefonnummer til Unge i Uddannelse er 21 44 37 30.

Facebook-siden Unge I Uddannelse kan findes på www.facebook.com/UngeIUddannelse.

Ungeudvalget består af repræsentanter for Kommunalbestyrelsen, administrationen, erhvervsvirksomhederne og ungdomsuddannelserne.

Fagchefområdet Unge i Uddannelse består af ca. 50 medarbejdere, som hidtil har været spredt i forskellige afdelinger. Nu er de samlet i én enhed for at yde en fælles, tværgående og sammenhængende indsats for de unge.