Det aktive seniorliv i fokus på nyt borgertræf

Tønder Kommune inviterer til borgertræf for alle over 65, førtidspensionister og deres pårørende​​​​​​​

Tønder Sport- og FritidsCenter danner rammen, når der onsdag den 13. september sættes spot på det aktive seniorliv i Tønder Kommune.

Formålet er bl.a., at synliggøre og udbrede kendskabet til nogle af de mange frivillige og kommunale tilbud, som tilbydes til seniorer. Der er et væld af muligheder til seniorer for psykisk, fysisk og socialt at holde sig i gang, og dagen skal inspirere og motivere flere borgere til deltagelse i tilbuddene.

Det bliver en spændende dag med mange forskellige messestande, minioplæg og musikalsk underholdning bl.a. ved den danske visetrio Zenobia kl. 13. For at give inspiration til de mange frivillige instruktører præsenterer DGI nye former for aktiviteter.

Noget for enhver smag
I Tønder Kommune er der en stor og meget alsidig række af tilbud rettet mod netop seniorerne. Det sikrer, at der som en del af dagligdagen er mulighed for, at alle kan deltage i lige netop den aktivitet, der passer til den enkeltes behov og interesser. Der er med andre ord noget for enhver smag. Det kommer borgertræffet også til at afspejle:

Jeg tror på, at borgertræffet vil give de besøgende inspiration og motivation til at tage del i det aktive og indholdsrige ældreliv i Tønder Kommune. For der er så meget spændende at fylde tiden ud med. Og der er bestemt noget for enhver smag, udtaler borgmester Henrik Frandsen, der står på talerstolen, når der bydes velkommen på borgertræffet.

På borgertræffet præsenteres 50 forskellige stande, hvor bl.a. foreninger og aktivitetscentre m.fl. byder ind med, hvad de kan tilbyde deres ældre medborgere.

Derfor vil de besøgende blandt andet kunne stifte bekendtskab med alt fra kortspil, selvhjælpsgrupper og stolemotion til udstillinger, foredrag og smagsprøver af enhver art.

Borgertræffet er gratis for alle og åbner klokken 10.00 i Hal 4. Herfra og seks timer frem fyldes Hal 4 og Multisalen med stande og aktiviteter.