Borgere er meget tilfredse med plejecentre og hjemmepleje

BDO har i efteråret været på tilsyn hos plejecentrene Digegården i Højer, Toftegården i Toftlund, Hjørnegården i Bredebro og Mosbølparken i Skærbæk, og alle steder blev forholdene vurderet som "meget tilfredsstillende".

Tilsynene har til formål at kontrollere, at borgerne får den hjælp, de har ret til, ligesom tilsynet vurderer, om hjælpen bliver udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde.
 
For alle plejecentre gælder, at beboerne er meget tilfredse med den pleje og omsorg de modtager. De har stor medindflydelse og selvbestemmelse over eget liv, og personalets måde at kommunikere på opleves som anerkendende og respektfuld.
 
I hjemmeplejedistrikterne er det områderne Tønder Øst, Tønder Vest, Toftlund, Løgumkloster og Skærbæk, der i efteråret havde uanmeldte tilsynsbesøg.
Også her vurderes forholdene alle steder som "meget tilfredsstillende". Borgerne udtrykker stor tilfredshed med den hjælp, de modtager, og de oplever medarbejderne som engagerede og kompetente. De oplever at blive mødt med anerkendelse, venlighed og respekt.
 
I Tønder Kommune tilbyder en række private firmaer hjemmepleje, og de er også underlagt krav om uanmeldte tilsyn. BDO har været på tilsynsbesøg hos 5 Stjernet Rengøring, Tychsens Hjemmeservice og Hjemmeservice Syd. Til sammen yder de hjælp til 345 borgere.
 
Tilsynsbesøgene blev vurderet som "meget tilfredsstillende" for de to førstnævnte firmaer og "tilfredsstillende" hos sidstnævnte. For alle leverandører gælder, at borgerne oplever hjælpen som god og personalet som venligt.
 
Irene Holk Lund, der er formand for Sundhedsudvalget, glæder sig over de flotte vurderinger, som BDO Kommunernes Revision er kommet med.

-  Medarbejderne på plejecentrene og i hjemmeplejen yder hver eneste dag en stor indsats for at give borgerne god pleje og omsorg. Det er særdeles glædeligt, at borgerne oplever, at de får den nødvendige hjælp, og at de føler, de bliver mødt med anerkendelse og respekt.
 
Fakta:
Ifølge Lov om Social Service har kommunalbestyrelsen pligt til hvert år at foretage mindst et uanmeldt kommunalt tilsyn på hver af Tønder Kommunes ni plejecentre. BDO Kommunernes Revision har fået opgaven med at foretage tilsynene.