Særtransporter

Ved transporter der medfører overskridelse af bestemmelser om køretøjers største bredde, længde, højde, akseltryk og totalvægt skal der foreligge en transporttilladelse til særtransport, der udstedes af politiet.

Hent tilladelse hos politiet

Du skal hente tilladelse hos politiet, hvis du vil køre med transporter, der overskrider følgende grænser:

Køretøjers bredde

  • Et køretøj må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have en bredde, der overstiger 2,55 m

Køretøjers længde

  • Et køretøj (enkelt) må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have en længde, der overstiger 12 m
  • Vogntog bestående af bil med sættevogn må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have en længde, der overstiger 16,50 m
  • Vogntog må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have en længde, der overstiger 18,75 m (kan ikke fraviges)
  • Vogntog bestående af motordrevet køretøj med påhængsvogn eller påhængsredskab (bortset fra lastbil med påhængsvogn) må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have en længde, der overstiger 18,50 m

Køretøjers højde

  • Et køretøj må hverken i belæsset eller ubelæsset stand have en højde, der overstiger 4,00 m

Køretøjers akseltryk

  • Et køretøj må hverken i belæsset eller ubelæsset stand køre på vejen, hvis trykket, der overføres til vejen fra hjulene på en aksel (akseltrykket), overstiger 10 ton

Køretøjers totalvægt

  • Vogntog bestående af bil med registreringspligtigt påhængskøretøj må maksimalt veje 48 ton
  • Andre vogntog må maksimalt veje 44 ton

Særligt ved tunge transporter

  • Ved tunge transporter anvendes der et klassificeringssystem for broer og tunge køretøjer

Der kan være tale om engangstilladelser eller generelle tilladelser på bestemte vejstrækninger eller på et bestemt vejnet, for eksempel Tungvogns Vejnettet. Tungvogns Vejnettet kan ses på Vejdirektoratets hjemmeside. På dette vejnet kan politiet udstede transporttilladelser blandt andet under forudsætning af at samtlige broklasser på de berørte vejstrækninger er større end køretøjets klasse.

Udenfor dette vejnet skal politiet indhente godkendelse fra vejmyndighederne for den enkelte særtransport. Her er forudsætningen ligeledes at samtlige broklasser på de berørte vejstrækninger er større end køretøjets klasse.

Siden er opdateret:
13.06.2016