Elev i Tønder Kommune

  • Social- og sundhedsassistent
  • Social- og sundhedshjælper
  • Pædagogisk assistent
  • Eventkoordinator
  • Tandklinikassistent
  • Ernæringsassistent
  • Kontorelev i offentlig administration
  • IT Supporter

Elev i Tønder Kommune

I Tønder Kommune har vi elevpladser/uddannelsesaftaler indenfor mange forskellige erhvervsuddannelser og vi har et godt samarbejde med alle uddannelsesinstitutioner.

Erhvervsuddannelserne har som overordnet formål, at du gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden, færdigheder og kompetencer, så du kan udføre arbejdet indenfor de omtalte fag.

Du skal gennem uddannelserne udvikle erhvervsfaglige kompetencer med henblik på at varetage jobfunktioner i et arbejdsliv, hvor forandring, omstilling, udvikling og fortsat læring er et vilkår.

Vi tilbyder:

  • muligheden for at blive en del af en spændende og dynamisk arbejdsdag
  • individuelt tilrettelagte elevplaner
  • samtaler og opfølgning under hele uddannelsesforløbet
  • engagerede praktikvejledere og gode læringsmiljøer
  • tæt samarbejde mellem skole og praktik
  • konkret og relevant erhvervserfaring

Løn- og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Du må regne med skiftende arbejdstider og hjemmeforberedelse i både skole og praktik.

Praktiksteder tildeles af kommunen. Praktikken foregår for de fleste uddannelser på praktiksteder i Tønder Kommune, hvilke kan være fordelt geografisk over hele kommunen.

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst inden for det konkrete fagområde.

Er du over 25 år, kan du søge voksenelevløn. Kriterierne for at modtage voksenelevløn er, at du er fyldt 25 år ved uddannelsesaftalens indgåelse og kan dokumentere ét års relevant beskæftigelse inden for de seneste fire år forud for uddannelsesaftalens indgåelse.

Det er kommunen, som er din ansættende myndighed og som afgør om du kan få voksenelevløn.

For at blive ansat som elev, skal du have bestået grundforløb 2.

Såfremt du er over 25 år og ikke opfylder de formelle krav, skal du have udarbejdet en realkompetencevurdering (RKV) der skal vedhæftes din ansøgning sammen med en plan for, hvordan du får opfyldt de formelle krav inden du kan påbegynde uddannelserne. En RKV kan også vise om du kan få afkortning af grundforløbet og evt. også har arbejdet så længe indenfor faget, at du kan få afkortning af selve uddannelsen. For at få lavet en RKV skal du ansøge via optagelse.dk

Er du interesseret?

Elevstillingerne bliver slået op på toender.dk/job

Det er vigtigt, at din ansøgning er udfyldt korrekt og at det nødvendige dokumentationsmateriale er vedlagt. Hvis du er i tvivl om dette, kan du henvende dig til de nævnte kontaktpersoner for uddannelserne.

Hvis du har spørgsmål til elevstillinger generelt i Tønder Kommune, er du altid velkommen til at skrive til uddannelses- og udviklingskonsulent Birgit Rasmussen på birras@toender.dk

Du kan læse mere om uddannelserne på UddannelsesGuiden.