Valg 2017

Valg til Kommunalbestyrelsen, Regionsrådet og Ældrerådet tirsdag den 21. november 2017

Tirsdag den 21. november skal vi vælge ny Kommunalbestyrelse for de næste fire år. Samme dag er der også valg til Regionsrådet, og i Tønder Kommune er der ligeledes valg til Ældrerådet.

Valget finder sted i tidsrummet fra kl. 8.00 - 20.00. Tidligere åbnede valgstederne kl. 9.00, men det er denne gang rykket frem til kl. 8.00.

Der skal vælges 31 medlemmer til Kommunalbestyrelsen. Regionsrådet består af 41 medlemmer. Ældrerådet har 13 medlemmer.

I Tønder Kommune er der i alt 22 afstemningssteder. På det valgkort, du nu skulle have modtaget, kan du se, hvor du skal stemme. Husk at have valgkortet med, når du skal stemme.

Har du ikke fået et valgkort, eller har du mistet kortet, kan du sagtens stemme alligevel. Du skal bare huske at have gyldig legitimation med. Du kan få oplysninger om valgstederne her. Nederst på siden med afstemningssteder er der et kort, hvor du kan indtaste din adresse, hvis du er i tvivl om dit afstemningssted.

Der er i alt 30.035 stemmeberettigede i Tønder Kommune ved valget denne gang.

Valgcafé

På valgaftenen er du velkommen til at følge valgresultaterne på nærmeste hold i valgcafeen på Tønder Rådhus. Valgcafeen er åben fra kl. 18 til godt midnat.

Læs mere om valget ved brug af menuen til venstre. 

Siden er opdateret:
20.11.2017