Naturvejledning

I Tønder Kommune er Hans Tonnesen Naturvejleder, og han varetager en bred vifte af opgaver inden for naturvejledning i vores kommune. Han beskæftiger sig både med naturen i nærområderne, friluftliv og i særdeleshed Vadehavet.

Hans arbejder med forskellige målgrupper i Tønder Kommune, da vi synes at alle skal lære om vores fantastiske natur. Det drejer sig om skolebørn, børnehavebørn og dagplejebørn, men også naturvejledning for ældre, asylanter og en stor gruppe af sårbare mennesker, hvor vi mener at frisk luft og læren om vores områder er godt for både krop og sjæl.

Vi kigger ind på et par eksempler fra naturvejlederens dagligdag.

På tur med AsylSyd

Beboerne på asylcentrene skal ud og opleve den danske natur. Vi finder ramsløg, smager på dem og plukker et par håndfulde til madlavning derhjemme på centret, eller som krydderi til den medbragte mad. Vi bestemmer planter og svampe for at undgå ubehagelige forvekslinger. Vi oplever fordybelse og eftertænksomhed i bøgeskoven – og mange andre aktiviteter og oplevelser.

Naturvejledning for ældre

Naturoplevelser har en meget gunstig indvirkning på de ældres velbefindende, både den mentale del, hvor alle sanser bliver udfordret, og den fysiske del hvor bevægeapparatet bliver aktiveret. Vi laver en række ture ud i det blå, hvor indholdet kan være lige fra snobrød eller pandekager over bål, til en gåtur i slotsparken eller ved havet.

Kribble krabble i skovbunden

Dagplejerne ankommer i fin stil til den lille skov ved Skærbæk. Med i bagagen finder vi, ud over luppe og bakker, cirka 20 dagplejebørn. Vi skal på oplevelsestur i skoven, hvor fokus er rettet mod skovens små indbyggere. Under visne blade og tørre grene piller de små fingre og finder farlige små dyr, som sidenhen skal undersøges og nærstuderes under lup. De små mennesker lærer hurtigt at finde ting og glæde ved at færdes i naturen – et solidt og sundt grundlag til et helt livs oplevelser i og sammen med naturen.

Med skolebørn på vaden

Et øde og spektakulær naturområde er aftalt som mødested for en 3. klasse fra en af Tønder Kommunes skoler. Dette er en del af Tønder Kommunes initiativ "Naturrygsækken", hvor alle skolebørn hvert år for muligheden for at få en gratis natur-/kulturoplevelse. Vi befinder os nær den nordligste spids af Rømø – et uberørt og ensomt sted, hvor viber og kobbersnepper laver luftakrobatik, og jager et par krager væk. Ude på vaden bliver der fanget krabber, og gravet sandorme – muslinger og sneglehuse bliver studeret – der er et mylder af liv. Sammen oplever vi tidevandets bevægelser, som jagter vores ben på vej ind til stranden og forlandet. Snart er de store tørlagte vader igen vanddækkede. Månen trækker i vandet – svært at forstå. Vi går langsomt ind mod kysten, mens rylerne flyver om ørene på os.

 

 

 

Siden er opdateret:
04.12.2017