Hegn, træer og skel

Hegn og hegnsyn

Et godt naboskab er et fint udgangspunkt for at ordne praktiske ting på en god venskabelig måde. Hegnet mellem ejendommene er en del af naboskabet, som man er fælles om.

Naboer må i reglen selv bestemme om, de vil sætte et hegn op, hvilket hegn de ønsker, hvordan det sættes op og hvordan det skal vedligeholdes. Der kan i forhold til lokalplaner, tinglyste deklarationer, politivedtægt eller lignende, være begrænsninger eller bestemmelser for opsætning af hegn, som skal følges.

Hegn opdeles i:

  • Fælleshegn, der står i skellet mellem to grunde
  • Eget hegn, der står på egen grund langs skellet højst 1,75 meter fra skellinjen
  • Indre hegn, som står længere end 1,75 meter fra skellet

Fælleshegn og eget hegn hører under Hegnsloven, hvorimod Hegnsloven ikke gælder for indre hegn.

Kan I ikke blive enige om fælleshegnet eller eget hegns opsætning eller vedligeholdelse, kan tvisten indbringes for Hegnsynet. Skriv til hegnsynets sekretariat, der herefter indkalder til en hegnsynsforretning.

Adressen er:
Hegnsynet for Tønder Kommune
Wegners Plads 2, 6270 Tønder
Tlf. 74 92 92 92
E-mail: teknisk@toender.dk

Når hegnssagen er afsluttet, opkræver Hegnsynet et vederlag af en eller begge parter i sagen.

Læs mere om hegn, træer, skel eller vederlag i vejledningen "Hegn og et godt naboskab" eller hent en "Begæring om hegnsyn" på Forening af Hegnsyn i Danmarks hjemmeside.

Spørgsmål kan rettes til hegnsynets sekretær, der kan vejlede i gennemførelsen af en hegnsynssag.

Siden er opdateret:
25.08.2016